“Hvorfor er det så dyrt at gå til ridning, og hvad betaler jeg egentlig til?”

Sådan spørger mange, når de kommer udefra og ikke på forhånd har et omfattende kendskab til heste. Sandheden er, at som i så mange andre brancher, får man, hvad man betaler for. Vi har i Helsinge Rideklub vægtet meget højt, at hestevelfærd også (og måske især) skal gælde for elevhestene, som ikke på samme måde som de private heste har en ejer, der tager sig af deres individuelle behov, men velfærd koster! 

Vi bestræber os på at give hestene et så godt liv som overhovedet muligt ved bl.a at sørge for, at de:

  • Kommer på fold hele formiddagen hver eneste dag. I sommermånederne går de på fold det meste af dagen og af og til også om natten. Dette gøres for at komme så tæt på hestenes oprindelse som steppedyr som overhovedet muligt. At de kan gå frit rundt gavner deres sener, muskler og led, mens frisk luft er det bedste middel til et sundt respirationssystem. Græs er desuden fantastisk tidsfordriv samtidig med, at det holder hestenes mave-/tarmsystem igang på optimal vis. De går i flokke for at få dækket de sociale behov, der er så nødvendige for flokdyr som heste.

 

  • Får godt foder. Hos os er der ikke forskel på dét foder, en elevhest får, og som grand prix-hesten i den anden stald får. En stor del af fodringen består af kvalitets wrap eller hø, som beviseligt er den bedste fodermetode til at holde hestens system sundt og undgå usynlige lidelser som mavesår osv.

 

  • Får smed med regelmæssige mellemrum. Alle hestene bliver beskåret eller skoet af en registreret beslagsmed hver 6.-8. uge for at sikre optimal benstilling og sunde hove.

 

  • Bliver vaccineret i overensstemmelse med Dansk Rideforbunds regler. De får desuden ordnet tænder én gang om året og bliver løbende tilset af vores lokale dyrlæge, hvis noget ikke er i orden.

 

  • Arbejder forholdsvis lidt. Før i tiden sagde man, at en hest skulle gå med elever 18 timer om ugen for at være en god forretning. Mange steder bliver elevheste slidt op af de mange timer i sandkassen, men ikke hos os – faktisk nærmer flere af vores heste sig 20 år, hvilket kun kan lade sig gøre, når de trives og ikke bliver overanstrengt med skader til følge. Alle vores heste har minimum én fridag om ugen, og typisk 2 dage hvor de kun går med en enkelt rytter. På de hårde dage går de maksimum 2 lektioner á 45 min. På en uge går en hest altså typisk 7 timer og 30 min. hos os (og nogle gange mindre!), hvilket altså er utrolig lidt sammenlignet med mange andre steder.

 

  • Bliver undervist af en professionel. At have en uddannet underviser inde over er altafgørende for hestens gode udvikling og generelle velvære. Dels kan underviseren være skarp på at gribe rytterens mest alvorlige fejl, så hestene ikke lider overlast, men vedkommende kan også se på hestenes overordnede tilstand og vurdere, om den trives, om seletøjet er optimalt, om foderstanden er i orden, om den ser ud som den plejer osv..

 

Alle disse ting giver et godt fingerpeg om, at heste er dyrere at vedligeholde end end en håndbold. Vi har imidlertid taget en beslutning om, at hestevelfærden skal være i højsæde og mener derfor ikke, vi kan gå på kompromis med nogle af punkterne for at holde omkostningerne nede.
Skulle der være yderligere nysgerrighed omkring tiltag og holdninger til hestene og deres velfærd/pasning, er alle altid velkomne til at kontakte os for en uddybende snak: Vi forklarer gerne om vores synspunkter, så de næste generationer forhåbentlig kan blive præget af vores holdninger til emnet 🙂